Mange danskere forventer mere intimitet med deres partner på sommerferien i udlandet end derhjemme. Det er særligt de unge, som forventer en mere ‘aktiv’ ferie, og mændene er en anelse mere optimistiske end kvinderne. Det viser en ny undersøgelse fra momondo.
Danskerne glæder sig til sommerferien – og det er ikke kun på grund af vejret. En ny undersøgelse foretaget af rejsesøgemaskinen momondo viser nemlig at næsten halvdelen af de danske rejsende (45 pct.) forventer mere intim kontakt med deres partner på sommerferien, sammenlignet med hverdagen derhjemme. 15 pct. svarer ligefrem “ja, meget mere”, mens 30 pct. forventer “lidt mere” end normalt.
“Mange oplever måske, at madplaner, arbejdsmails og børne-logistik kan spænde ben for intimiteten i hverdagen. På ferien får vi ofte et nyt overskud, og det betyder også, at vi forventer at komme tættere på hinanden både mentalt og fysisk. At mange feriedestinationer også leverer på romantikfronten, det skader bestemt ikke,” siger Lisbet Due Berg, presseansvarlig hos momondo.
Gen Z forventer mest romantik
Der tegner sig dog interessante forskelle generationerne imellem, når det kommer til, hvad vi forventer os af romantikken på ferien.
Hele 64 pct. af Gen Z (18-29 år) forventer øget intimitet på rejsen. Millennials (30-45 år) følger tæt efter med 49 pct., mens Gen X (46-61 år) lander på 39 pct. Baby Boomerne (62-80 år) er mere afslappede omkring sagen og kun 24 pct forventer, at temperaturen stiger på ferien i udlandet.
Mændene er en anelse mere optimistiske end kvinderne. I undersøgelsen svarer 49 pct. af mændene, at de forventer mere intimitet på ferien mod 39 pct. af kvinderne. Om det handler om erfaring, optimisme eller bare forskellige pakkeliste-prioriteringer, melder undersøgelsen ikke noget om.
Fire destinationer til sommerens romantiske getaway
For par der vil væk fra hverdagen i sommer, peger momondo på fire destinationer, der er særligt velegnede for to:
Rom, Italien: Gåtur hånd i hånd gennem Trasteveres gader, et langt måltid på en afsides, autentisk trattoria og en stemningsfuld afslutning blandt byens historiske kvarterer.
Nice, Frankrig: Lange strandpromenader, charmerende kvarterer og udsigt over Middelhavet gør Nice til en perfekt destination for kvalitetstid sammen.
Palma de Mallorca, Spanien: Fra morgenkaffe i den gamle bydel til solnedgang langs kysten. Mallorca gør det let at fylde ferien med både små oplevelser og afslappende stunder for to.
Rovinj, Kroatien: Ofte kaldt en af Kroatiens mest romantiske byer. Med sine pastelfarvede huse, smalle gader og solnedgange over Adriaterhavet danner Rovinj rammen om en romantisk ferie.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er blevet gennemført online af Ripple Research blandt 1.000 danskere, der planlægger at rejse til udlandet inden for de næste tre år. Dataindsamlingen fandt sted mellem den 17. marts 2026 og den 23. marts 2026. Al data blev indsamlet i overensstemmelse med retningslinjerne fra MRS (Market Research Society) og ESOMAR, hvilket sikrer etiske standarder og robust datakvalitet.
Om momondo
momondo.dk er en global rejsesøgemaskine, som sammenligner priser på fly, hotel og rejser. momondo har vundet flere priser inklusiv to tests i Forbrugerrådets magasin, TÆNK, og anbefales af internationale medier som CNN, The New York Times og The Daily Telegraph og blev udnævnt til “Den bedste søgemaskine til flybiletter i 2026” af Frommer’s i november 2025. momondo har hovedkontor i København og betjener rejsende på mere end 30 internationale markeder. momondo drives af KAYAK og er en del af Booking Holdings Inc. (NASDAQ: BKNG).
